Grøn Vækst Sønderborg

TÆTPAKKET I MINDRE PLAST

Tentomas pakkemaskiner får plasten til at strække længere

Tentoma

Stiftet i 2011 af Frank Bruhn, hvis navn virksomheden bar frem til 2017. Tentoma producerer en fuldautomatisk emballeringsmaskine til større emner. Maskinen strækker plasten og holder på den måde varerne tæt. Tentoma har 25 ansatte og virksomheden ligger i Broager ved Sønderborg.

Virksomheden Tentoma i Broager er med til at sænke forbruget af overflødig plastik. Firmaet udvikler pakkemaskiner, som strækker plasten, når varerne skal pakkes forsvarligt ind.

Styrker

Plast er kommet for at blive, og med den rigtige teknologi kan der spares energi, plast og penge, når industrien skal have pakket materialer ind. Tentoma har specialiseret sig i at hjælpe industrien med plast og energibesparende indpakning, så de kan øge deres bæredygtighed. Hos Tentoma skaber det vækst med øget omsætning og flere medarbejdere.

 

Se med her.

En række fordele

Resultatet er mindre forbrug af plast og dermed en økonomisk besparelse for kunden – og mindre
energiforbrug. Men der er en række andre fordele. Tentomas teknologi sikrer, at plasten slutter tæt, så der ikke trænger fugt ind til de byggematerialer eller tekstiler, kunderne sender ud på landevejene.

Vi har analyseret kundernes behov ved emballering, og der er flere fordele ved vores løsning. Den traditionelle løsning er at pakke varen ind i for meget plast og så krympe det i en særlig ovn. Den bruger energi, og der er ofte små huller i plasten, fortæller Tentomas direktør Henrik Raunkjær.

Teksten på den ovnkrympede plast kan være svær at læse, og det er dårlig reklame for enhver virksomhed. Endelig er der en brandrisiko omkring krympeovnen og arbejdsmiljøet for de ansatte. Tentomas maskiner ordner hele pakkearbejdet, så virksomheden undgår ensidigt, gentaget arbejde ved et pakkeebånd.

Billede: Bedre emballering med mindre plastik er varemærket for Henrik Raunkjær og medarbejderne i Tentoma.

Kunder sparer 20-60% plast

En af Tentomas kunder, der producerer glasuld i Finland, sparer efter egne udtalelser 32 tons plast
om året og 165 megawatttimer el. Investeringen i pakkemaskinerne fra Broager har tjent sig hjem
på under to år.

Henrik Raunkjær fortæller, at økonomien er helt afgørende for Tentomas kunder.

I den sidste ende er det penge i kassen, der er afgørende for beslutningen om at købe vores teknologi. Når vi så har leveret, tager kunderne det med i deres CSR-rapport og sender gerne en pressemeddelelse ud om den mængde plast, de kommer til at spare, smiler Henrik Raunkjær.

 

 

 

Genbrugsplast og tyndere plast

Han er med på, at klima-dagsordenen får større og større betydning i virksomhederne, og Tentoma udvikler hele tiden sine løsninger, så energi- og materialeforbruget bliver så lille som muligt.

Det seneste er muligheden for at bruge op til 30% genbrugsplast i indpakningsfolien ligesom en dansk plastproducent (Trioplast) som den første har lavet en strækbar folie som er 100% baseret på biomateriale i stedet for fossilt materiale.

Branchen arbejder også med at udvikle tyndere plastfolie med samme styrke som den nuværende, og disse plastikprodukter skal Tentomas maskiner også kunne håndtere.

Det udvikler sig hele tiden, og det arbejder vi med på. Men vi går ikke ind for at afskaffe plast. Det er et meget nyttigt og billigt materiale. Plast er ikke et problem for klimaet. Problemet er de mennesker, der kaster plast i naturen. Rigtigt anvendt, genanvendt og bortskaffet er plast et klimavenligt materiale, siger Tentoma-direktøren.

Miljø og økonomi

Firmaets udfordring er at komme ud med budskabet om de mange fordele og besparelser, der knytter sig til deres produkt. Tentoma skal i tættere kontakt med administrerende direktører og økonomichefer, som kan se den miljømæssige og økonomiske fordel i at pakke varerne sikkert ind med et minimalt forbrug af ressourcer.

På sigt ligger der en udviklingsmulighed i at tilbyde digital overvågning af maskinerne, så kunderne har maksimal sikkerhed for deres produktion, men det kræver et større volumen af kunder.

Tentoma er en iværksættervirksomhed, som har brugt år på at færdigudvikle maskinerne og på at trænge ind på markedet, så der er endnu ikke sorte tal på bundlinjen.

Virksomheden har i starten af 2020 fået tilført yderligere kapital dels fra nuværende aktionærer, bl.a. Vækstfonden, og dels fra nye investorer, bl.a. Investo Capital.

”VI GÅR IKKE IND FOR AT AFSKAFFE PLAST. DET ER ET MEGET NYTTIGT OG BILLIGT MATERIALE. PLAST ER IKKE ET PROBLEM FOR KLIMAET,,