Grøn Vækst Sønderborg

DANFOSS GØR SØNDERBORG TIL UDSTILLINGSVINDUE

Danfoss Heating indbyder til samarbejde om at vise Sønderborgs kompetencer frem

Danfoss Heating

Danfoss Heating arbejder med varmeautomatik. Det er blandt andet aircondition, intelligent boligopvarmning og bygningsoptimering, Danfoss Heating er også aktiv inden for vedvarende energi samt infrastruktur til fjernvarme i bymæssig bebyggelse.

De færreste bryder sig om at blive vækket af en larmende skraldebil, hvor en motor brummer for at mase affaldet sammen. Det er heller ikke nødvendigt, for komprimatoren kan drives af et batteri, og så er der ingen motorbrummen på de stille villaveje. Europas førende leverandør af den slags batteripakker til skraldebiler er virksomheden Banke i Sønderborg.

Styrker

Sønderborg som udstillingsvindue

Det satser Danfoss massivt på, og Sønderborg skal være udstillingsvindue. Danfoss går selv forrest og indretter et besøgs- og udviklingscenter i Nordborg i forbindelse med det nye datacenter, supermarked og fjernvarmeværk.

For at lykkes med fremtidens smarte energisystemer i byerne kræver det, at man bryder siloerne ned og arbejder sammen på tværs. Her er Sønderborg meget interessant i kraft af ProjectZero. Derfor går vi efter at gøre Sønderborg til et demonstratorium, og vi inviterer andre med, siger Lars Tveen, der er president for Danfoss Heating.

Det er vigtigt at vise stærke lokale kompetencer og teknologier frem, gerne suppleret med andre.

Kæmpe uudnyttet marked i hele verden

Lars Tveen ser mulighederne inden for sektorkobling som et helt centralt forretningsområde for Danfoss. I hele verden.

I Kina kigger de mod Danmark. Vi er fem trin højere oppe ad stigen, og de vil gerne samarbejde med os. I Danmark er 64% af husstandene koblet til fjernvarmen. I Tyskland er det 14%, og målet er 30% i 2030. Holland skal gå fra 4% til 20%, og sådan kan jeg blive ved. Det er et kæmpe marked, og det skal gøres på en intelligent måde, så vi for alvor udnytter energien bedst muligt, siger Lars Tveen.

Det er en opskrift med tre enkle ingredienser: Vedvarende energi + energieffektivitet + varmepumper.

Billede: Lars Tveen ved Danfoss Nordborgs datacenter, som leverer masser af overskudsvarme.

Bygninger udgør 40% af energiforbruget

Energieffektivitet er et gammelt Danfoss-mantra, som fortsat er uhyre aktuelt. Energiforbruget i bygninger udgør næsten 40% af det samlede energiforbrug i Danmark.

Energien går primært til opvarmning, ventilation og belysning. Der er masser af løsninger til styring og besparelser, som kan sænke både forbrug og CO2 udledning. Varmepumper er rene mirakelmaskiner i fjernvarmen.

De nye varmepumper udnytter typisk energien med en faktor fire. Bruger man 25% el, får man 100% varme. Det er 100 gange billigere at lagre energi i varmt vand ved hjælp af en varmepumpe end lagring i et batteri, forklarer Lars Tveen.

ProjectZero er fællesnævner

Danfoss og Sønderborg er førende og viser gerne løsningerne til den smarte by frem.

Vores erfaring er, at kunderne skal se de konkrete løsninger i brug for at forstå dem. Det kan vi i Sønderborg, og for mig er fællesnævneren ProjectZero. Alle, der viser noget frem i Sønderborg, hjælper deres kunder på vej mod nullet, mener Lars Tveen.

Han er selv formand for Project Zero Fonden, og det er ingen hemmelighed, at Danfoss støtter meget aktivt op bag arbejdet med at gøre Sønderborg kendt som CO2-neutralt område.

Det er en enestående chance for Sønderborg at markere sig på det her område. Hvis du spørger de unge, hvad de helst vil arbejde med, svarer de klima og digitalisering. Det er jo lige det, vi har på dagsordenen i Sønderborg, så vores og ProjectZeros indsats bidrager i høj grad til at tiltrække fremtidens arbejdskraft, mener Lars Tveen.

Hjælp til verdens borgmestre

Han tilføjer, at stort set alle borgmestre i hele verden har fået en ny opgave: At reducere CO2 udledningen.

De står og klør sig i håret og spørger, hvad de skal gøre. Og vi har svaret: Kom til Sønderborg og se det hele, lyder invitationen fra Danfoss Heatings chef.

Som en global virksomhed følger Danfoss udviklingen i lovgivningen i hele verden, herunder i EU-landene, hvor Danfoss har arbejdet på at påvirke lovgivningen for varme og køling i bygninger.

Afgiftstest i Sønderborg

En forhindring for at udnytte energien på tværs af sektorer er afgiftssystemet. Her ser Lars Tveen Sønderborg som et oplagt testområde.

Hvis vi skal indfri klimamålene, skal vi have fat i de 40% fra bygningerne, og så må Folketinget på banen og vedtage nationalt bindende mål for energieffektivitet samt tilpasse forsyningsloven og fjerne afgifter, så overskudsvarme kan udnyttes. Det kan de i andre lande. Det skal prøves af, og Sønderborg er det helt rigtige sted, mener Lars Tveen.

”I KINA KIGGER DE MOD DANMARK. VI ER FEM TRIN HØJERE OPPE AD STIGEN, OG DE VIL GERNE SAMARBEJDE MED OS ,,