VIRKSOMHEDERNES GRØNNE LABORATORIUM
Center for Industriel Elektronik skal skaffe arbejdskraft og viden til virksomhederne
Center for Industriel Elektronik
En del af Sektion Electrical Engineering på Mads Clausen Instituttet. Uddanner ingeniører i industriel elektronik og fungerer som sparringspartner og testcenter for virksomheder i elektronikbranchen. 3200 kvm. laboratorier i bygningen på Alsion.
Center for Industriel Mekanik
CIE får en helsøster, der hedder CIM, Center for Industriel Mekanik. Det bliver også en del af SDU og får samme opgave som CIE, blot med fokus på mekanik i stedet for elektronik. CIM skal imødegå manglen på ingeniører og være en aktiv sparringspartner for virksomhederne i området.
Virksomhederne i Sønderborg-området skal udvikle sig. Det er missionen for Center for Industriel Elektronik, der officielt åbnede i oktober 2019 på Mads Clausen Instituttet på Syddansk Universitet i Sønderborg i en ny bygning på Alsion.
Klar opgave
Opgaven for centerleder Thomas Ebel er klar:
- Uddan nogle dygtige ingeniører, der kan arbejde i områdets virksomheder.
- Hjælp virksomhederne i området med test og
udvikling af nye teknologier.
Tyske Thomas Ebel har 25 års erfaring fra store og mindre elektronikvirksomheder, og han smiler bredt, når han forklarer, at CIE for ham er en slags start-up under universitetets vinger. Takket være bidrag fra Danfoss, Linak, Syddansk Universitet, Sønderborg Kommune og Region Syddanmark har Thomas Ebel haft midler til at opføre et center med udstyr, der er state-of-the art.
60 ingeniører om året
Centret er en integreret del af Sektion Electrical Engineering på Mads Clausen Instituttet med 50 studerende. Målet er, at CIE kan uddanne op til 60 industrielle elektronikingeniører om året. De nuværende studerende kommer fra Danmark, Tyskland, Polen, Baltikum og øvrige europæiske lande.
Vi har rigtig gode faciliteter og forskning og undervisning på højeste niveau. De studerende kan rigtig godt lide at være i Sønderborg, fordi det er en aktiv by, der er til at overskue, og der et godt miljø, så jeg er sikker på, at de vil blive her, når de er uddannet, lyder det fra Thomas Ebel.
Billede: Thomas Ebel drøfter et studieprojekt med en selvkørende robot med Fabiana Salim, Andreas Hermansen og Matej Mraz.
”VI HAR RIGTIG GODE FACILITETER – OG FORSKNING OG UNDERVISNING PÅ HØJESTE NIVEAU,,
35 internationale forskere
Thomas Ebel ser centret som en international institution. Center for Industriel Elektronik er det eneste i Danmark, der underviser på engelsk på bachelorniveau i elektronik. Selv har Ebel et stærkt netværk i store dele af Europa, og han har rekrutteret forskere fra forskellige lande.
Selv om instituttet er i drift, er alt endnu ikke indrettet. Det sker i takt med, at professorer og forskere bliver ansat. De ved bedst, hvilke faciliteter, der skal til for at tilbyde de bedste forhold til uddannelse, forskning og samarbejde med virksomhederne. Thomas Ebel inviterer alle virksomheder i området til at samarbejde.
Vi er et meget pragmatisk center, som vil hjælpe virksomhederne med det, de har brug for, når det gælder test og udvikling. Vi har udstyr og viden, og vi har studerende, som kan arbejde i studiejob eller projektforløb hos virksomhederne, forklarer Thomas Ebel.
De første projekter med virksomheder er kørt af stablen, og andre er i gang eller i støbeskeen. Alle modeller er i spil. Det kan være et kommercielt samarbejde om en konkret opgave. Det kan også være et udviklingsprojekt med flere parter eller et kombineret udviklings- og forskningsprojekt, der er finansieret af fonde.